Tour de Muren 2008

Kinas berømte og storslåede Store Mur er uden tvivl et af verdens helt unikke bygningsværker, som det burde være enhver forundt at opleve mindst én gang i sit liv. Den snor sig gennem bjerglandskabet, bestiger bjergtinder og krydser vandløb. På dens ryg er der på visse steder plads til at 5-spands hestevogne kan køre fra vagttårn til vagttårn. Der knytter sig utallige myter til Muren, blandt andet at den kan ses fra månen, samt at en overvejende del af arbejderne, som puklede og sled med opbygningen af den, endte deres dage som byggemateriale.

Viewpoint Specialrejser, Danmarks Cykle Union gav igen i 2008 alle cykelentusiaster endnu en
enestående mulighed for at opleve det spændende Kina på en helt anderledes og unik måde.

Deltagerne cyklede langs med dele af den berømte og oprindeligt ca. 6.000 km lange Store Mur uden for hovedstaden Beijing, besøgte lokale landsbyer og færdedes i områder, der endnu knap er blevet berørt af turisme.

På cykeldagene boede deltagerne på Simatai Guesthouse, et typisk kinesisk gammeldags gæstehus med en stor og hyggelig gård i midten. Gæstehuset er opkaldt efter Den Store Murs Simatai-sektion og som er en af de mest uberørte dele af Muren.